Hundetræning eller hundelytter?

Print Friendly

Hundetræning eller hundelytter

Før eller siden bliver de fleste hundeejere, desværre, konfronteret med adfærdsproblemer hos deres hund. Og spørgsmålet melder sig: “Skal jeg begynde at gå til hundetræning for, at få min hund til at holde op med det dér?”

Svaret er nej. Hundetræning burde vel rettere kaldes for “hundesamvær”. Med mindre, at der selvfølgelig er tale om direkte træning, som f.eks. når man træner politihunde. Adfærdsproblemer har intet med mangel på hundetræning at gøre.

I Danmark bliver mange tusinde hunde aflivet hvert eneste år, på grund af adfærdsproblemer. På trods af, at en del af de hunde(ejere) går til hundetræning.

Problemet er den udbredte misforståelse, at hundetræning forebygger og løser adfærdsproblemer. Det gør det ikke! Adfærdsproblemer opstår, når kommunikationen imellem hund og ejer fejler. Og problemet opdages mange gange først, når det udarter sig til et eller flere symptomer, f.eks. konstant gøen, aggression eller angst.

I sådanne tilfælde nytter det ikke noget, at man går til hundetræning med sin hund. At lære hunden, at den ikke må gø, fjerner kun symptomet – ikke årsagen til hundens gøen. At give hunden en godbid hver gang den bliver bange for en høj lyd, fjerner kun symptomet – ikke årsagen til hundens angst.

Hundetræning for mennesker

Hundetræning er en god ide, hvis man gerne vil have nogle sjove timer på agilitybanen sammen med sin hund, eller hvis man har det sjovt, når man laver forskellige øvelser. Men at gå til hundetræning for at undgå adfærdsproblemer, er ikke til meget nytte. Hvis ikke kommunikationen er til stede imellem hund og ejer, så kan man løbe nok så meget agility, og træne nok så meget lydighed man vil. Det gør ikke hunden mindre angst eller aggressiv.

Så hvis det er ved at blive kedeligt, altid at spille bold hjemme i haven, eller du bare gerne vil prøve noget nyt med din hund, så er det fint at starte til eksempelvis agility, såfremt I begge (ejer og hund) synes det er sjovt.

Hvis du derimod er urolig for, at din hund får, eller måske allerede har, adfærdsproblemer, og du gerne vil forhindre dette, så kan du kontakte en hundelytter i stedet for. Hundelyttere er ikke så meget hundetrænere, som de er adfærdsbehandlere. Og mest af alt, er de nok “menneske-trænere”. Hundelyttere underviser nemlig hundeejere i, at kommunikere med deres hund, og hvordan man, via hundens egen kommunikationsform, løser eventuelle adfærdsproblemer.

Kommunikation er essentielt i alle forhold – også imellem hund og ejer.