Når en hund bliver gammel

Print Friendly

Når hunden bliver ældre, vil en række fysiologiske forhold ændre sig. Den ældre hunds krop fungere anderledes end tidligere, og dermed vil også hundens daglige behov forandres. Det er naturligt, at ældre hunde udviser forskellige tegn på svigtende helbred, men mange hunde kan alligevel leve et godt og rigt liv langt op i alderdommen. Denne artikel handler om de aldersmæssige forandringer, der oftes ses hos gamle hunde, og om hvordan man som hundejer bedst forebygger og afhjælper dem.

Hvornår er en hund gammel?når en hund bliver gammel

Der er ikke et entydigt svar på spørgsmålet om, hvornår en hund er gammel. Små hunderacer ældes nemligt senere end de store hunderacer. Som en tommelfingerregl kan man dog sige, at de små racer betragtes som gamle, når de er ca. 11-12 år, mellemstore hunde, når de er ca. 10 år, store racer, når de er ca. 9 år, og de meget store racer, allerede når de er 7-8 år. Der er naturligvis forskel fra hund til hund og fra race til race, men det er en kendsgerning, at de store hunde sjældent lever så længe som de små hunderacer.

Synlige tegn

Når hunden ældes, er der en række helbredsmæssige forhold, der gradvis ændrer sig. kroppen vil ikke i samme grad som tidligere kunne komme sig over småskader, og den vil generelt fungere mindre effektivt. Visse af ældningstegnene er umiddelbart synlige. Pelsen i ansigtet bliver mere eller mindre grå (særligt omkring snudepartiet), øjnene bliver ofte uklare, benene kan virke stive og trætte, og hunden kan få større eller mindre knopper og pletter rundt om på kroppen. Hudforandringerne opdager man oftest, når man børster eller kæler for hunden. Normalt er der tale om fuldstændigt uskadelige knopper og pletter af slags, vi selv kan få. Men hvis de begynder af ændre udseende, klø eller bløde, kan det evt. betyde hudkræft, og man bør derfor opsøge sin dyrlæge. Specielt skal man være opmærksom på hudforandringer, hvis man har en hvid hund med begrænset pigment i huden. Sådanne hunde er følsomme overfor solens skadelige stråler, og har derfor en forhøjet risiko for at udvikle hudkræft. Det er normal let at genkende en ældre hund, for de synlige tegn er ikke til at tage fejl af. Men undertiden vil selv meget gamle hunde have bevaret deres energi og deres ungdommelige udseende, hvilket kan snyde ved den umiddelbare aldersvurdering. Det er imidlertid ikke kun på overfladen, alderstegnene viser sig. Også hundes sanser, organer, knogler og øvrige fysiologi forandres, når hundens krop ældes. Og det er oftest disse forandringer, der giver den større ændring i hundens behov.

Sanserne svækkessanserne svækkes på en gammel hund

De første alderstegn, en hundeejer lægger mærke til, er ofte forbundet med hundens sanser. Hunden kan måske ikke længere se så langt og tydeligt som tidligere, og er måske begyndt at have problemer med at orientere sig. Måske kommer den ikke længere helt så hurtigt, når man kalder på den, eller man skal råbe noget højere end tidligere. Disse forandringer skyldes sjældent, at hunden er blevet mere ulydig med alderen, men snarere at den har fået problemer med at høre eller se. Mange hunde får et mere eller mindre nedsat syn med alderen. Den hyppigste årsag er grå stær (cataract), som skyldes en aflejring af proteiner i øjets linse. Linsen bliver derved uklar, og hundes øje virker derfor mælket. Hos ældre hunde hedder lidelsen senil cataract, hvilket ikke må forveksles med tilstanden senil nuklear skelerose, der er en naturlig, gråblå uklarhed af linsen hos ældre dyr. Senil skelerose giver modsat senil cataract ikke nedsat syn og kræver ingen behandling. Grå stær er ikke en lidelse, der giver hunden smerter, men tilstanden vil oftest forværres over en længere periode. Hos de fleste hunde fører grå stær med tiden til nedsat syn, mens andre bliver helt blinde. Den eneste behandlingsmulighed er operation, hvor hele eller dele af øjets linse fjernes. Operationen er relativ vanskelig og kræver specialviden om hundens øjeanatomi, og den udføres derfor ikke af alle dyrlæger i Danmark. Operationen vil ikke altid kunne give hunden et forbedret syn, idet den specielle opbygning af hundens øje gør operationen vanskelig. Men mange hunde har dog stor glæde af operationen og genvinder en del af deres tidligere syn. En blind hund eller en hund med nedsat syn, er ofte i forbløffende grad i stand til at orientere sig, og støder kun sjældent  ind i husets møbler eller andre forhindringer i huset. Dette skyldes, at hunden har vænnet sig til at orientere sig ved hjælp af de øvrige sanser, herunder lugtesansen og hørelsen samt de stive sansehår som bla. findes på snuden ( de såkaldte sinushår eller knurhår). Hunden kan derfor få et udmærket liv trods blindheden, specielt hvis man udviser lidt ekstra omtanke, og hovedsageligt lader den færdes i vante omgivelser. Man skal i den forbindelse være opmærksom på, hunde i mindre grad end mennesker er synsafhængige og derfor ikke vil rammes så hårdt af dette handicap. Hundens hørelse svækkes ofte med alderen. Det vil man som regel opdage ved, at en hund, der ellers altid lystrer fint, ikke længere reagerer helt så prompte på det vante kald, eller fløjt. Hvis man er i tvivl om den forsinkede reaktion skyldes en forringelse af hørelsen, kan man teste hunden ved at sammenligne dens reaktion på indkald i forskellige situationer Hvis den konsekvent lystrer dårligere, når den ikke kan se ens ansigt, eller når den er langt væk, er der sandsynligvis tale om høreproblemer. Man kan dertil tabe en larmende genstand på gulvet bag ved hunden eller klappe i hænderne, når den sover. Hvis den ikke reagere på dette, er det endnu et tegn på høreproblemer. Hvis man mener hundens hørelse er begyndt at svigte, er det en god idé at lade dyrlægen foretage en mere grundig undersøgelse. Problemerne kan nemlig i enkelte tilfælde skyldes andet end en naturlig, aldersbetinget nedsættelse af hørelsen.

Ufrivillig vandladningufrivillig vandledning gammel hund

Nogle hundejere oplever, at deres hund med alderen får problemer med at holde på vandet. Dette kan både ske, når hunden er aktiv og i bevægelse, eller når den ligger stille ned og sover. Ufrivillig vandladning kan have flere årsager, herunder blæresten, blærekræft eller en slaphed i lukkemuskulaturen omkring hundens blære og urinrør. Hos hanhunden kan det desuden skyldes, at blærehalskirtlen, prostata, er blevet forstørret. Hvis en hund begynder at småtisse indendørs, bør man få dyrlægen til at undersøge hunden og dermed få fastlagt årsagen til problemet. Man må aldrig begynde at give hunden mindre vand i håbet om, at den så vil tisse det mindre. Det er dyrplageri at nægte en hund adgang til at slukke sin tørst, også selvom det giver ekstra problemer med ufrivillig vandladning.

Slidgigt

Slidgigt er en kronisk lidelse i hundens led, der oftest ses hos ældre hunde. Gigten fremkommer ved, at det brusklag ( ledbrusken ), der får leddene til at bevæge sig glat og smertefrit, er slidt i stykker, hvorved knoglen i varierende grad er frilagt. Slidgigt ses hyppigst i knæ- hofte- og albueleddene, samt rygsøjlen. Lidelsen ses oftere hos de store hunderacer, end hos de mellemstore og de små. Slidgigt medføre smerter i de ramte led. Smerterne er kraftigst efter længere tids hvile og ses derfor normalt i form af ømhed og stivhed, når hunden rejser sig efter søvn. Der kan også ses smerter, når hunden udfører bestemte bevægelser, såsom at gå op og ned af trappen, springe op i sofaen eller ind i en bil. Det første tegn på slidgigt ved hunde, er derfor ofte at hunden værgrer sig mod at udføre visse bevægelser, men også en række andre ting indikere, at hunden har smerter som følge af gigt. Ofte vil det være, at hunden ikke længere har lyst til at gå tur eller leg, at den halter, eller at den bevæger sig langsommere og mere forsigtigt. Den kan dertil udvise ændringer i sin normale adfærd, og man skal derfor være ekstra opmærksom, hvis ens ældre hund trækker sig tilbage eller direkte undgår selskab. Modsat kan en smerteramt hund blive utryg og behøve tæt kontakt med sin ejer. Undertiden kan smerterne være så svære, at ens -ellers fredlige hund udviser tegn på aggressivitet. Hvis ens hund halter, værgrer sig mod visse bevægelser og ændrer adfærd, bør man gå til en dyrlæge, der vil kunne fastslå, hvorvidt slidgigt er årsagen til de observerede symptomer. Slidgigt kan kun sjældent helbredes. Behandlingen drejer sig derfor primært om at begrænse smerterne og stivheden. I sjældne tilfælde vil hunden have glæde af en operation, men det er en meget omfattende og omkostningsfuld affære. Smertestillende medicin eller akupunktur er derfor nogle af de hyppigste behandlingsformer. I de senere år er kosttilskud, som glukosamin og chondriotinsulfat desuden blevet anerkendt i behandlingen af slidgigt. En væsentlig faktor i behandlingen af slidgigt er hundens vægt, da symptomerne hos en overvægtig hund ofte vil være værre end hos en normalvægtig hund. Det er derfor meget væsentligt at holde sin hund slank og i god form.

Tændergammel hund, dårlige tænder - HUSK god tandpleje

Tænderne er hundes bedste og vigtigste værktøj til at bearbejde sin føde. Derfor er det en væsentligt tab for hunden at miste sine tænder. En hund kan risikere at miste sine tænder på flere måder. En almindelig årsag er ulykker eller uheld, hvor hunden brækker én eller flere af tænderne, evt. ved at gnave på hårde kødben. En anden årsag der sjældent ses herhjemme, er slid, hvor tænderne igennem et langt liv er blevet brugt så meget, at de er blevet slidt ned. Det ses oftest hos slædehunde, der har gnavet på frosent foder. Hos danske hunde, der lever af en noget blødere kost, ses dette kun sjældent. Den 3. og væsentlige årsag til problemer med hundens tænder, er sygdomme i munden, herunder caries og tandkødsbetændelse. Heldigvis er det skader, man som hundejer aktivt kan være med til at forebygge.

Hvis hundens tænder skal holdes i god stand, er det vigtigt at de bliver brugt så meget som muligt, så evt. belægninger løbende bliver fjernet. Hundens tænder er fra naturens side, beregnet til at gnave i skind, kød, brusk og knogler. Derved masseres tandkødet, og evt. belægninger slides af. Danske hunde får ofte et foder, der er meget blødt og forarbejdet, som eksempelvis, dåsefoder eller tørkost opløst i vand. Fordi fodret er så blødt, har det ikke længere en positiv effekt på tænder og tandkød. Det betyder at man som hundeejer må finde på alternativer for at opnå en god tandpleje. Helt grundlæggende kan man over en periode vælge at ændre hundes foder, til en mere naturlig kost, der indeholder større stykker hud, kød, brusk og knogler. Derved tvinges hunden til at bruge sine tænder. Denne type foder kaldes for BARF ( Biologically Appropriate Raw Food eller på dansk Biologisk Afpasset Rå Føde) og er et foderprincip, stadig flere danske hundeejere er begyndt at fodre deres hunde efter. En del tørkost fungere på samme måde effektivt i forebyggende af tandsten og som massage af tandkødet. Der kan købes et specialfoder til hunde, der aktivt modvirker tandsen. Udover ændringer i kosten kan man supplere det vante foder med forskellige produkter, der kan forbedre hundes tænder og tandkød. Det kan eksempelvis være tørret oksehud i form af tyggeben eller tyggepinde, tørrede fisk eller gammeldags kødben nede fra den lokale slagter. Det hyppigste symptom i forbindelse med problemer med tænder og tandkød er dårlig ånde. Man bør derfor få hundens tænder undersøgt af en dyrlæge, hvis der pludseligt opstår dårlig lugt fra hundens mund. Desuden bør man holde en god tandhygiejne hos hunden, hvilket bedst opnås ved en hyppig børstning af tænderne med en speciel tandpasta beregnet til hunde.


Fodringen af en ældre hund

Fodringen af en ældre hund

Når hunden bliver ældre, vil dens aktivitetsniveau falde, ligesom fordøjelsen og kroppens stofskifte ændrer sig. Det betyder at hundens krav til foderets sammensætning vil ændre sig i takt med hundens alder. Hertil kommer, at det lavere aktivitetsniveau ofte medfører at hunden tager på i vægt, hvis ikke mængden af fodret afpasses. En korrekt sammensat foderplan, der er tilpasset hundens alder, kan være med til at afhjælpe en del af de problemer, hunden møder når den bliver ældre. Eksempelvis har den ældre hund en ændret optagelse af næringsstofferne, hvilket betyder at fodret bør indeholde større mængder af A, B1, B6, B12 og E vitaminer, samt umættede fedtsyrer og zink. Desuden bør fiberindholdet i foderet være passende højt, hvilket forebygger forstoppelse. Til gengæld skal foderet indeholde mindre protein, fosfor og salt, hvilket er med til at forebygge nyre-og hjertekarsygdomme. En del ældre hunde har nyreproblemer, hvilket ofte betyder, at de ikke kan udskille salt nær så effektivt som tidligere. Derfor har de behov for at få reduceret mængden af fosfor og salt. Der findes idag flere mærker af kvalitetshundefoder tilpasset seniorhunde. Hundens dyrlæge kan ofte vurdere hvilket foder, der et den helt rigtige for den enkelte hund. Når hunden bliver meget gammel, vil dens stofskifte  og appetit  ofte falde yderligere. Det kræver endnu en justering af foderplanen, men nu i retning af en kost med flere letfordøjelige kalorier, eksempelvis i form af fedt.

Motion

Det er meget vigtigt for den ældre hund, at den ikke bliver overvægtig. Med overvægten følger nemlig en forøget risiko for en række lidelser, herunder specielt hjertekarsygdomme, sukkersyge, og ledproblemer. Man kan aktivt forebygge en del af disse lidelser ved at holde den ældre hund i en fornuftig foderstand, samtidigt med at den bliver holdt i god fysisk form. Desværre får en del ældre hunde ikke den fornødne mængde motion og bliver derfor overvægtige. Sådanne hunde bør langsomt og gradvist vænnes til et mere aktivt liv, hvor de ekstra kilo forbrændes, og musklerne holdes stærke og smidige. Samtidig skal man regulere mængden og sammensætningen af kosten, eventuelt i samråd med egen dyrlæge. Ældre hunde kan naturligt nok ikke klare lige så store belastninger som en ung hund. Derfor bør man skåne den gamle hund for spidsbelastninger og hellere tage mange korte gåture frem for få lange. Den ældre hunds motion bør være tilrettelagt, så hyppigheden øges og intensiteten formindskes.

Ved vejs ende

På et tidspunkt vil de fleste hundeejere skulle træffe den svære beslutning, at deres hund ikke længere har glæde af sit liv, og derfor bør aflives. Hunden er på det tidspunkt enten blevet så gammel, at den ikke mere kan fungere i en hverdag, eller den har fået en uhelbredelig og smertefuld sygdom. Hvornår en hund er blevet så syg og så gammel, at den skal aflives, er en vanskelig beslutning. Hunden har ofte været sin ejers tro følgesvend i mange år, og det kan være svært at erkende hundens sande tilstand, når konsekvensen af denne er aflivning. Hvis man er i tvivl, er det en god idé at tage dyrlægen med på råd. Derved kan man få en objektiv og professionel vurdering, af hvad den aktuelle lidelse betyder for hundens livskvalitet, og hvilke muligheder der er for at afhjælpe problemet med enten via medicin eller operation. Når man skal træffe sin endelige beslutning, bør man holde sig for øje, at det altid skal være hundens tarv og ikke ens egne behov, der tages hensyn til. I den forbindelse har dyrlægen ifl. dyreværnsloven en forpligtigelse til at gribe ind, hvis hunden lider urimeligt.

Når den svære beslutning er tagetnår den svære beslutning er taget gammel hund

En dag er man ikke længere i tvivl om at ens gamle hund er nået til vejs ende. Når den svære beslutning er truffet, skal man overveje, hvordan familien og hunden bedst kommer gennem den sidste tid. De fleste tager selv hunden med til dyrlægen og bliver hos den, til den er sovet stille ind. For nogle er det dog for voldsom en oplevelse, og de vælger derfor at lade dyrlægen klare aflivningen alene. Andre får et nært familiemedlem til at være med, så hunden er sammen med en person den kender. Selve aflivningen er som regel meget meget fredfyldt. Hunden får først en beroligende indsprøjtning, der får den til at slappe af og være helt rolig. Når indsprøjtningen begynder at virke, giver dyrlægen en overdosis sovemedicin, der først får den til at sove og derefter glide stille og roligt ind i døden. Nogle hunde bliver urolige af indsprøjtningen, men det varer som regel kun kort tid. De fleste dyrlæger er meget forstående overfor den sorg, der fylder folk umiddelbart efter, deres hund er sovet stille ind. Det er derfor ikke flovt eller mærkeligt at græde, og man bør tage sig god tid, inden man køre hjem. Efter hunden er sovet ind, kan man vælge selv at begrave den i sin have. Det er fuldt lovligt, hvis blot hunden er dækket af mindst 60 cm. jord. En anden mulighed er, at lade dyrlægen tage sig af den døde hund, der derefter vil blive brændt. Det er desuden muligt at få hunden kremeret, og få udleveret asken i en urne. Flere steder i landet kan man få begravet sin hund på en dyrekirkegård.

Det efterladte menneske

Mange mennesker bliver fyldt af stor tomhed, når deres følgesvend er gået bort. For nogle varer smerten ved i mange år og er en sorg på linie med sorgen over at miste et familiemedlem. Omfanget af sorgen kan være svært at forstå for folk, der ikke selv har haft hund, og det kan gøre det vanskeligt at komme igennem den første tid. Heldigvis kan en ny, levende og legesyg hundehvalp ofte være en stor hjælp, og selv om det i starten virker umuligt, vil den nye hund normalt hurtigt fylde hverdagen igen. Den vil aldrig kunne erstatte den gamle hund, men det er heller ikke meningen. Alle hunde er individuelle væsner og vil fylde deres plads på hver deres unikke måde, ligesom mennesker.