Eksplosion i antallet af hunderacer

Print Friendly

Eksplosion i antallet af hunderacerDEL 9:

De sociale og samfundsmæssige forhold og de dybe klasseskel, der var fremherskende i datidens Europa har haft en stor indflydelse på udviklingen af de forskellige hunderacer. Eksempelvis var jagt ofte et privilegium forbeholdt adelen, og det var derfor på det strengeste forbudt de almindelige borgere at drive norgen form for jagt, hverken med eller uden hunde. Ofte var bare det at eje en af adelens jagthunde forbudt. Bondestanden udviklede derfor deres egne hundetyper, ofte til brug som rottefængere eller vagthunde. Men ikke så sjældent blev der fremavlet hunde til hjælp for krybskytterne, der ikke kunne undvære en dygtig hund i deres farlie og besværlige foretagende. Krybsskytternes hunde var nødt til at være mindst lige så effektive som de allerede etablerede jagthunderacer, og de dygtigste hunde var i høj kurs. Et eksempel på dette er kerry blue terrieren, der assisterede de fattige irske bønder på deres ulovlige jagter. Den måtte i nattens mulm og mørke jage på de selv samme jagtmarker, som aristokratiets irske ulvehunde havde afsøgt dagen i forvejen.

Bønerne havde sjældent råd til at fodre på mere end en enkelt hund, og denne var derfor nødt til at kunne udfylde mange roller i det daglige liv. Mange af disse udviklede sig derfor til særdeles alsidige hunde, der på en gang mestrede jagt, vagt, hyrde, træk og rottefængeropgaver. Ofte har efterkommerne af disse hunde bevaret deres store alsidighed helt op til i dag. Hundesport har været populær i adskillige århundreder, og specielt hundekape og væddeløb har haft mange  tilhængere. Med tiden blev der udviklet stadigt mere effektive hunde, der både udseendes og adfærdsmæssigt blev tilpasset de forskellige discipliner. Da kamphundesporten blev forbudt, blev kamphundene videreudviklede til mere fredelige udgaver af de gamle kæmpere. En del af væddeløbshundene er til gengæld bevaret næsten uforandret op til i dag, og grey houndlignende hundetyper ses helt tilbage til de gamle ægyptere.

400 hunderacer i verden

Hovedparten af de nuværende omkring 400 hunderacer er opstået sent i hundens udvikling, og de er de færreste, der er mere end 200 år gamle. Specielt bød 1800-tallet på mange nye hunderacer, der blev fremavlet til mere og mere specifikke formål og med stadig større skelen til udseendet. Gamle hunderacer blev genopdagede eller genetablerede, og allerede veletablerede hunderacer blev videreudviklede til nye og spændende typer. Tiden var i høj grad til systematisering, og hunderace begrebet begyndte for alvor at vinde indpas.

400 hunderacer i verdenDe fleste hunderacer er opstået som en tilpasning til de formål, de skulle opfylde. Men visse hunderacer er resultatet af en enkelt mands ønske om at skabe sin egen hunderace. Eksempler på dette er: sealyham terrieren, eurasieren, dobbermannen og leonbergeren, der alle er fremavlet af en enkelt eller nogle ganske få hundeentusiaster. De forbedrede transportformer indenfor det seneste århundrede har forøget kendskabet til verdens store diversitet af hunderacer. Mange øde bjergområder er blevet åbnede for omverdenen og har kunne fremvise deres egen specifikke hunderace, perfekt tilpasset egnens levevilkår efter de mange århundreder i relativ isolation. Svært tilgængelige lande er blevet udforsket via fly og helikopter, og deres hunde er ført til vesten under stor bevågenhed. Der er sandsynligvis ikke mange uopdagede hunderacer tilbage i verden i dag. Men dermed ikke sagt, at der ikke stadigt kan føjes nye racenavne til den allerede imponerende liste. Flere opdrættere rundt om i verden arbejder stadigt på at skabe nye hunderacer, mens andre kæmper for at genskabe tidligere hunderacer,, der i dag er helt eller delvist udryddet.

Dansk hunderace

Den danske broholmer er et godt eksempel på en hunderace, der er blevet rekonstrueret efter at være forsvundet i en længere periode. Den tidligere så populære hund var i starten af 1970’erne på randen af udryddelse, men en entusiatisk forening førte effektiv racen tilbage til anerkendelse. Broholmeren er derfor igen på vej til at blive et almindeligt syn i de danske gader. Et andet hjemligt eksempel er den danske spids, der på samme måde som broholmeren varved at gå i glemmebogen. I 1988 besluttede man sig imidlertid for at genetablere racen, og den danske spids er igen blevet registreret og anerkendt som en hunderace.

 

Læs også Del 10 (sidste del) : Når hunderacer uddør