Fra protohund til hund

Print Friendly

Fra protohund til hund

DEL 5:

Protohunden var efterhånden helt tilpasset den nye fødeniche. Den var mindre end ulven og havde mindre hjerne, mindre kranie og mindre tænder. Den var meget mindre sky og nervøs og havde en lille flugtafstand, der tillod mennesket at komme meget på, før den langsomt flyttede sig væk. Den levde mere solitært end ulven, og den levede fortrinsvis af menneskets køkken- og jagtaffald. Den traditionelle jagt var efterhånden blevet sekundær. Overgangen fra protohund til hund, er glidende og svært at definere, men langsomt begyndte forskellige hundetyper at tage form, ligesom samarbejdet mellem menneske og hund blev intensiveret. Hidtil har man kunne tale om, at udviklingen fra ulv til hund har været biologisk, en naturlig konsekvens af en dyrearts tilpasning til en ny fødeniche. Præcis som dyrearter til alle tider har tilpasset sig ændringer i miljøet og dermed udviklet sig til nye dyrearter. Først herefter adskiller hunden sig fra den klassiske evolutionsteori. Hundens videre udvikling er nemlig ikke længere udelukkende biologisk, men i høj grad også kulturelt bestemt. Overgangen fra protohund til hund kan meget vel defineres som det tidspunkt, hvor mennesket begyndte at blande sig  aktivt i udviklingen, hvad enten det drejede sig om en bevidst eller ubevidst handling. De tidlige hunde kan som tidligere nævnt, meget vel have været lig vore nulevende pariahunde. Måske den halvvilde australske dingo eller Ny Guineas syngende hund giver et nogenlunde præcis billede af udseendet af de første hunde?

Det er i den forbindelse interessant at spekulere lidt over de millioner af pariahunde, der lever tæt på menneskene i verndes landsbyer. De fleste tænker på dem som gadekryds, altså gentagende krydsninger imellem blandingshunde, der selv har racehunde som forældre. Efter tilstrækkeligt mange krydsninger fremkommer en hund af en rimlig fastlagt grundtype.

Fra protohund til hundeMen det er slet ikke sikkert, at pariahundene oprindeligt stammer fra racehunde. Blandt andet er den Amerikanske zoolog og hundeekspert Raymond Coppinger fremkommet med en teori om, at de mange pariahunde altid har se ud, som de gør i dag og derved er direkte efterkommere af de tidligste hunde. Det er altså hunde hvor den kulturelle påvirkning endnu ikke har differentieret dem i bestemte racer. De kan på mange måder være et fuldstændigt billede af de hunde, vore tidlige forfædre arbejdede sammen med, ligesom deres adfærd og livsbetingelser ofte har stor lighed med disses.

De færreste pariahunde er tamme i den forstand, at de lader sig klappe og kæle for, og de viger normalt for berøring. Det samme har sandsynligvis været tilfældet hos de tidligste hunde. Men i modsætning til ulven, har pariahunde evnen til at blive helt tamme, hvis de bliver præget fra en tidlig alder. Ulveunger der opfostres af mennesker, bliver tillidsfulde og venlige voksne ulve, men de bliver aldrig rigtigt tamme, og de er ikke til at stole på. De er desuden meget svære at træne. Pariahunde derimod – og sikkert også de tidligste hunde – bliver tamme på samme måde som vores almindelige hunde, hvis de bliver præget på mennesker på det rette tidspunkt, og de er langt lettere at træne end ulven. Det er et af forskernes argummenter for, at domesticeingen af ulven er foregået via protohunden og ikke direkte fra ulven. De færreste bopladser kunne leve med at have et så potentielt farligt dyr som en tæmmet ulv i blandt sig. Og det ville dertil være omkostningsfuldt for familierne at fodre et dyr, der ikke kunne trænes som en effektiv hjælper på jagten.

De tidlige hunde var ændrede, så de fra at have været menneskets forhadte fjende og konkurrent overgik til at være en potentiel samarbejdspartner og senere “bedste ven”. Deres lave aggressionsniveau, korte flugtafstand og begrænsede skyhed adskilte dem væsentligt fra ulven. Dette tillod det tidlige menneske at tage en hvalp til sig og lade den vokse op som en del af familien uden at skulle kæmpe med de store problemer, en tæmmet  ulv uvægerligt ville give. Hunden kunne hjælpe til ved jagten og beskytte bopladsen og fik derfor en værdi i sig selv. Kombinationen af hundens lærenemhed, intelligens og samarbejdsevne og menneskets evige higen efter udvikling har været grundlaget for det unikke samarbejde, der blev etableret mellem de to arter. Begge har haft stor gavn af samarbejdet. Hunden har for længst overgået ulven i antal og er blandt de dyrearter i størst vækst og med størst udbredelse. Mennesket har til gengæld haft en uundværlig hjælper til en lang række opgaver, der alle har været med til at føre udviklingen op til det nuværende stade. Ulvens domesticering har altså været en stor succes.

 

Læs også Del 6:  Hundens tidlige udvikling