Fra ulve til hunde

Print Friendly

DEL 1:

Hundens oprindelse kan spores tilbage til nogle små, træklatrende, mårlignende rovdyr, miaciderne, der levede i de nordamerikanske skove for omkring 50 millioner år siden. Fra disse udvikledes ca. 35 millioner år senere  et lille, rævelignende væsen, Tomarctus, der regnes for forfaderen til rævene, sjaklerne og ulvene. Tomarctus forsvandt omkring midten af den Pleistocæne tidsalder for ca. en million år siden, men på det tidspunkt var ulve, ræve og sjakler allerede blevet veletablerede dyregrupper.

Ulv i fåreklæder

Udtrykket “en hund er en ulv i fåreklæder” høres ofte og har da også et gran af sandhed i sig. Den mest sandsynlige stamfader til hunden er nemlig netop ulven, som den stadig deler mange karaktertræk med. Det har tidligere været forslået, at hunden stammer fra sjakalen eller ræven, men det regnes i dag for usandsynligt. DNA undersøgelser understøtter teorien om, at ulven er forfader til hunden.

Mange af adfædsmønstrene og en del af udseendet hos den nulevende, tamme hund kan da også spores tilbage til ulven. Men ved en nærmere gennemgang af de to arter, kan man tydeligt se, at der er sket en del med hunden, siden den blev splittet fra ulven for 15-20.000 år siden. Der er sket store ændringer i hundens livsvilkår, siden den tilpassede sig livet i menneskets nærhed, og de adfærdsmæssige og udseendesmæssige tilpasninger, der har været nødvendige for at kunne overleve som tamhund.

Eksempelvis har hunden udviklet mindre tænder og proportionelt meget mindre kranier end ulven. De bliver langt hurtigere kønsmodne og kommer i løbetid to gange om året. Deres medfødte adfærd er klart forskellig fra ulvens på mange fronter, og det er ikke nødvendigvis  muligt at tolke hundens signaler ud fra en viden om ulvens adfærd. Hunde er altså ikke ulve, og omvendt ulve er bestemt heller ikke hunde, så begrebet ulv i fåreklæder er der kun delvis sandt.

Ser man op gennem hundens historie, tilhøre sammen med ulve, ræve og sjakaler familien Canidae eller hundefamilien, der er én af de syv landlevende familier i pattedyrenes rovdyrorden. Hundefamilien deles ofte op i to forskellige grupper, med hundene og ulven på den ene side og ræve og sjakalerne på den anden.

De to grupper har meget tilfælles. De er kødædere med 42 tænder. De har fire eller fem tæer på deres forpoter og fire på deres bagpoter. De er tågængere, og deres kløer kan i modsætning til kattens ikke trækkes ind. Tæven har en drægtighedsperiode på 63 dage. De føder relativt store kuld unger, og øjnene på de nyfødte hvalpe er lukkede ved fødslen. Det er også betegnende, at mange medlemmer af disse grupper lever i flokke og respekterer en flokleder. En  almindelig familiehunds flok består i dag oftest af medlemmer af dens menneskefamilie, og en del af de flokrelaterede adfærdsmønstre, der ses hos dens vilde slægtninge, er ført med ind i dagligstuen. Det er blandt andet det, der gør livet med hunde så facinerende. Men samtidigt også det, der gør det besværligt og undertiden problematisk. Et positivt samliv med en hund forudsætter nemlig, at man indretter samlivet efter disse

 

Var “Fra ulve til hunde” spændende ? Så bør du også læse Del 2: Hvornår opstod hunden?