Hundens domesticering

Print Friendly

Ulvemor med sine ungerDEL 3:

Den klassike forklaring på ulvens tilpasning til menneskets liv basere sig på teorien om, at mennesket – og ikke ulven – var den aktive del af processen.

Det første skridt i den lange proces forklares ofte ved, at en diegivende hunulv for 15-20.000 år siden blev dræbt af mennesker, der derefter nysgerrigt tog de efterladte ulveunger med sig tilbage til bopladsen. Her tilpassede de sig tilværelsen hos mennesker og fik selv unger. Fra disse udvalgte menneskene de mest velegnede til livet på bopladsen. I løbet af nogle hundrede år blev disse ulve langsomt til hunde.

I dag er denne teori blevet forkastet af mange forskere, der på baggrund af studier af tæmmede ulve kan konkludere, at det ikke er en særlig sandsynlig forklaring. Den teori, der har flest tilhængere i dag, går derimod ud på, at ulven domesticerede sig selv. Man arbejder med teorien om udviklingen af en såkaldt protohund, en slags mellemting mellem ulven og vore dages tamhund.

Protohunden menes at være påstået parallelt med menneskets overgang fra at være nomadiske jægere og samlere til de mere permanent fastboende agerbruger. Hunden opstod derved i langbrugets allertidligste stade, i en tid, hvor mennesket slog sig ned i stadig længere perioder og langsomt fik etableret permanente bopladser. De begyndte så småt at dyrke jorden, men var stadigvæk helt afhængige af jagt. Som en naturlig konsekvens af den fastboende livsstil opstod der det, der sandsynligvis blev drivkraften for domesticeringen af ulven – køkkenmøddingerne. Teroien går ud på, at enkelte ulve på et tidligt stadie opdagede hvilken ernæringsmæssig guldgrube, en køkkenmødding fyldt med levninger og rester fra jagten udgjorde. problemet med møddingerne var imidlertid, at de lå så besnærende tæt på, men alligevel var frustrerende umulige at komme i nærheden af. mennesket var simpelthen i vejen.

Nysgerrighed

Enkelte ulve var dog modige nok til at komme på så nært hold af møddingerne, at de indimellem kunne snuppe et let og nærende måltid i ly af mørket. Disse nysgerrige og lidt mindre sky ulve havde en stor fordel i strenge tider, hvor der ikke kunne nedlægges nok bytte, og ulveflokkene derfor sultede. Besøgene på køkkenmøddingerne gjorde dem i stand til at opfostre deres unger selv i strenge tider. Dette medførte, at der i perioder kunne overleve flere ulveunger af de mindre sky ulve, end af de ulve der ikke turde nærme sig møddingerne. En del af disse unger arvede deres forældres nysgerrige temperament og blev selv tiltrukket af menneskets køkken- og jagtaffald. De blev sikkert også inspirerede af deres forældre, der bragte dem med sig til møddingerne for at finde føde. Senere kopirede og videreudviklede de helt naturligt livsstilen. Og langsomt, men sikkert kom ulvene tættrere og tættere på menneskenes bopladser og blev der i længere og længere tid af gangen. På et tidspunkt blev møddingerne måske ligefrem deres væsentligste fødekilde. Små grupper af ulve flyttede derved deres territorier tæt ind til periferien af menneskets verden. På et tidspunkt krydsede de grænsen endeligt og kappede en del af båndene til det tidligere liv. Derved tog de det første og afgørende skridt imod hundens domesticering. De senere skridt bestod af en stadig mere vildtgående ændring i adfærd og senere udseende. Men de var heller ikke rigtig hunde…endnu. Nogle forskere har derfor valgt at kalde disse overgangshunde for protohunde.

 

Læs også Del 4: Hvad er protohunden for en slags?