Hundens tidlige udvikling

Print Friendly

Hundens tidlige udvikling

DEL 6:

De tidligste hunde var sandsynligvis relativt ensartede at se på, da de havde været udsat for meget ensartede betingelser og endnu levede uden direkte menneskelig indblanding. Men relativt hurtigt begyndte der at fremkomme hundtyper, der udseendesmæssigt kan føres frem til nogle af vore dages hunde. Man mener at der allerede for omkring 6.500 år siden eksisterede flere forskellige hundetyper, herunder molosser, stående jagthunde og hyrdehunde. Men der skulle gåendnu et stykke tid, før deciderede racehunde dukkede op.

Mennesket har sikkert allerede i hundens tidligste periode været tiltrukket af det udsædvanlige eller smukke. Det kan være en del af grundlaget for udviklingen af de forskellige hundetyper. En helt hvid hvalp eller måske en sjælden langhåret hvalp kunne eksempelvis blive regnet for lykkebringende, eller den kunne få tillagt en religiøs betydning. Hvis en sådan hvalp fik særstatus og voksede op under specielt gode omstændigheder, ville dens afkom have bedre overlevelsesmuligheder – specielt hvis de var i besiddelse af samme karaktertræk. Det karakteristiske træk blev derved bevaret for eftertiden.

Det er dog ikke særligt sandsynligt, at der på dette tidspunkt er foregået en høj grad af bevidst avlmæssig udvælgelse. De første hundetyper er sikkert i højere grad opstået som naturlige tilpasninger til de klimatiske forhold, hundene blev præsenteret for, når menneskene vandrede til nye områder. Hvis vandringerne gik til kolde områder, ville en kraftig pels være en naturlig tilpasning, mens hede ørkenområder kunne medføre slanke, finpelsede hunde, der lettere kom af med varmen.

Senere er der sket en langsom tilpasning til det samarbejde med mennesket, som er kommet til at præge hunden i tusindvis af år. Hvis det eksempelvis var en fordel af være lille og langbenet under jagten med menneskene, har de hunde der havde en anelse længere ben, klaret sig bedre  på jagten end de øvrige. De kan derfor have fået tildelt flere privilegier end de øvrige hunde og har på langt sigt klaret sig en smule bedre. Deres hvalpe fik muligvis en vis grad af særbehandling, da de udgjorde en værdi som effektive hjælpere på jagten. Derved overlevede der flere hvalpe med langeben, end naturen normalt ville have tilladt, og en ny hundetype kunne langsomt opstå.

Hundens tidlige udviklingEt andet argument for at de mest effektive af hundene havde bedre overlevelseschancer end de øvrige, baserer sig på visse kultures brug af hunden, som føde i krisetider. Hvis det blev nødvendigt at slagte bopladsens hunde, ville det mest hensigtsmæssige være at tage de hunde, der ikke var egnede til de formål, menneskene regnede for vigtige. Derved kan de dygtigste jagthunde og de bedste vagthunde være blevet skånet på bekostning af den mere almindelig hund.

Visse af de typemæssige forandringer var sandsynligvis tilfældige og hang sammen med adfærdsmæssige tilpasninger. Et berømt eksempel på dette er et forsøg på en russisk sølvrævefarm, hvor ejeren igennem 20 år bevidst udvalgte de venligste og mest tillidsfulde af rævene til videre avl. Med tiden ændrede disse ræve udseende. De gik fra at være søvlfarvede til at få de sorte og hvide aftegninger, der ses hos vores nuværende tamhunde. Deres haler rullede sig op over ryggen som hos spidshundene, og de fik hængeører. Som en ekstra interessant opdagelse fandt man ud af, at flere af rævene fik i brunst to gange om året på samme måde som vores tamhunde i stedet for dennormale ene gang, som man ser hos de vilde ræve og ulven. Det er ikke usandsynligt  at mange af de forandrigner, der er sket fra ulv til hund, er sket på denne tilfældige og ikke planlagte måde.

Dertil er ulven sandsynligvis blevet dommesticeret flere steder i verden. Ulven findes i mange forskellige typer og underarter, og de domesticerede protohunde er dermed også kommet til at se forskellige ud. Eksempelvis kan den lette indiske ulv have bidraget til mynderne, den kinesiske ulv til chow chow’en og de øvrige orientalske racer, mens den tunge europæiske ulv kan være ophav til mastifferne og de øvrige dogger. Der er dig igen videnskabelige beviser for disse teorier.

 

Læs også Del 7 : De tidlige hundetyper og neoteni