Hunderacerne systematiseres

Print Friendly

Hunderacerne systematiseresDEL 8:

Trods det efterhånden varme venskab mellem menneske og hund tyder det udfra historiske kilder på, at man i de første mange årtusinder udelukkende lagde vægt på at fremavle “brugbare” hundetyper, altså hunde der kunne være mennesket til hjælp.

I den første lange tid mener man, hundens primære opgave var at hjælpe til på jagten, og mange af de tidlige hulemalerier viser hunde på jagt efter storvildt side om side med menneskene. Den domesticerede hunds tidlige skrevne historie bestod derfor naturligt nok af værker med beskrivelser af jagt og jagthunde. Det første af disse værker skrevet af Xenophon ca. 430-350 før kristi fødsel, der i detaljer beskriver jagthundene, herunder hvordan de bliver opdrættede og hvilke metoder, der bruges i deres træning. Han opremser desuden en række navne, der var egnede til at give en god jagthund. På Xenophons tid var der dog allerede andre hunde hundetyper end jagthunde til stede, hvilket beskrives af Aristoteles omkring år 350 før kristi fødsel, altså omtrent samtidigt med Xenophon. Han skriver i sit værk “Dyrens historie” blandt andet om, molosserhundene, hvoraf nogle blev brugt til jagt, mens andre – de største – blev brugt til at beskytte fårene mod vilde dyr. Han skriver desuden, at hos de Lakoniske hunde er tæverne klogere end handhunde. Senere  nævner han en hund fra Malta, hvilket er blevet er blevet brugt som bevis på, at malteseren er en meget gammel hunderace.

Hunde i arbejde

Hundene var altså langsomt ved at finde anvendelse andre steder end jagten, herunder hovedsageligt som vagt- og kamphunde og som beskytter af de værdifulde får, geder og køer. De mange hundetyper begyndte efterhånden at tage form. Nogle hundrede år efter Xenophons jagthundebog, udkom yderligere to betydningsfulde værker, hvori hunde nævnes specifikt. Værkerne er henholdsvis skrevet af officeren og filosoffen Varro (De Re Rustica) og den romerske skribent Plinus de Ældre (Naturalis Historia). Begge skriver om de forskellige hundetyper, om hvordan man køber dem, træner dem og avler med dem. Plainus den Ældre opdeler i denne forbindelse hundene i 6 typer: Villatici (vagthunde), pastorales pecuarii (hyrdehunde), venatici (jagthunde), pugnaces og belliicosi (krigshunde), nares sagaces (sporhunde) og pedibus celeres (de myndelignende hunde).

Sovende hundehvalpRomerne spillede en stor rolle i spredningen af datidens hunde. De romerske legioner blev ofte fulgt af hunde på erobringstogterne og igennem Europa, og nogle af hundene blev undervejs krydset med lokale hunde af forskellige slags. Dermed blev der skabt grobund for nye hundetyper, ofte med karakteristiske , lokale kendetegn. En del af de romerske hunde blev desuden tilbage i de erobrede områder og videreudviklede sig i takt med lokale behov. Rottweileren er en af de mange racer, der menes at stamme fra efterladte romerske kvæghunde, og også de store schweiziske sennenhunde menes at være resultatet af de romerske vandringer.

De europæiske hundetyper blandede sig altså med hinanden i stor stil, og nye typer opstod i dette kølvand. men det var ikke kun de europæiske hunde, der havde indflydelse på denne udvikling. Mange asiatiske hundetyper blev bragt til Europa i forbindelse med de store folkevandringer og erobringstogter fra øst. Disse hunde blandede sig med de forskellige europæiske hunde og gav ophav til atter nye hundetyper. De hunde der blev tilbage i de store østlige riger, blev ikke på samme måde blandet med udefrakommende blod. De er derfor for en stor dels vedkommende blevet bevaret relativt uforandret helt op til i dag.

Hunderacerne systematiseresMiddelalderen gav ophav til flere storværker om jagt og jagthunde. Fra Spanien ses i 1300-tallet Libro de la Monteria af Alfonso XI, mens franskmændene kunne læse om jagthunde i Guillaume Twici’s Le Art de Venerie. I 1400-tallet fik englænderne deres første store jagthundebog The Master of the Game, skrevet af Edward , hertugen af York. Det ses tydeligt af de første store værker, at hundene på den tid hovedsageligt var opdelt efter funktion og ikke race. Det var først i slutningen af 1500-tallet, det første moderne forsøg på at klassificere hundene efter hunderacer blev gjort. Værket De Canibus Britannicus blev skrevet af Dr John Caius fra universitetet i Cambridge.

I 1685 udkom den første egentlige encyklopædi over de forskellige hunderacer. Værket hed “Cynographia Curiosa oder Hundebeshreibung” og var skrevet af Christian Franz Paullini. Med tiden ændrede hundens status sig og den blev i stadigt højere grad et prestigefyldt modeobjekt for de velhavende i byerne og hos landadelen. Den var stadig uundværlig for jægerne og landmændene, men den nye interesse for selskabshunde medførte en rivende udvikling af andre, mere kvindeorienterede hundetyper. Et tidligt indblik i hundens nye rolle indenfor sociallivet, moden og liebhaveriet kan findes i et brev skrevet i 1560 af overnævnte Dr. John Caius til den schweiziske naturforsker, Gesner. I brevet opridser han hunderacerne i datidens England og skriver blandt andet: “Og vi har også en lille hunderace, der specielt avlet til at være legetøj for de rige og adelige damer. Jo mindre de er, jo mere perfekt er de egent til deres formål, hvilket er at blive båret ved brystet i soveværelset eller på skødet, når deres ejer drager af sted” Skødehunden var begyndt at gøre sit indtog.

De kongelige hundeDe kongelige hunde

En del hunderacer har nydt den ære at være yndlingshunde hos Europas forskellige kongefamilier. Det betød normalt at de pågældende  racer fik tildelt ekstra privilegier, og de blev ofte hurtigt populære hos resten af overklassen.  Eksempelvis var dronning Victoria af England en stor hundeelsker, og hun nåede at holde adskillige racer i løbet af sin lange regeringstid. Dronningens interesse betød meget for disse racers videre skæbne og har undertiden været aktivt medvirkende til at bevare racen for eftertiden. Et eksempel på dette er collien, en race der i århundreder udelukkende var kendt og værdsat af de skotske og nordengelske hyrder. Dronningen fik imidlertid øje på et eksemplar af racen i Skotland i 1860 og det skulle komme til at udgøre et vendepunkt for den nu så populære hund. Dronningen blev meget begejstret for collien og begyndte at opdrætte den på sit skotske slot Balmoral. Den kongelige interesse gjorde racen særdeles populær , og snart dukkede de første collier op på udstillinger rundt om i England Colliens popularitet blev senere effektivt slået fast, da A. P. Terhue skrev den første Lassiebog i 1919. Filmen der fulgte efter i 1943 og den senere tv serie gjorde collien til en af verdens mest elskede og efterspurgte hunderacer.

Collien er i øvrigt langt fra den eneste race, der er blevet hjulpet på vej af de moderne medier. Dalmatinere ( “101 dalmatiner” ) Cocker spaniels (“lady og vagabonden”) og en lang række øvrige hunderacer kan føre deres berømmelse tilbage til en film eller tv serie.

 

Læs også Del 9: Eksplosion i antallet af hunderacer