Hvad er protohunden for en slags?

Print Friendly

ProtohundeDEL 4:

Protohundene var sandsynligvis endnu ikke parat til at komme tættere på menneskene, end køkkenmøddingerne tvang dem til. De levede et liv parrallet med de tidlige agerbrugerre, men endnu uden de nære bund, der senere skulle udvikle sig. protohunden er blevet sammenlignet med vore dages pariahunde, altså de hunde, der i millionvis lever rundt omkring i verdens landsbyer, specielt i den 3. verden. Disse pariahunde ser alle ud på nogenlunde samme måde, de har nogenlunde samme adfærd, og lever et liv, der må minde  meget om den opringelige protohunds liv. De er lige akkurat accepterede af samfundet, men ingen ejer dem, og de færreste fodrer dem eller tager sig godt om dem. Alligevel overlever de generation efter generation. Præcis som protohunden overlevede i årtusinder uden menneskelig indblandingen, inden den langsomt udviklede sig til vore dages moderne hunde.

Aggression og flugtafstand

De nulevende pariahunde er kun sjældent aggressive, for en aggressiv, løsgående hund kan ikke fungere i tætte menneskesamfund og vil derfor blive jagtet bort eller dræbt. På samme måde ville en aggressiv protohund heller ikke have fungeret på stenaldermenneskenes bopladser. Hvis nogle af protohundene viste sig at være aggressive og farlige, fik de sandsynligt ikke lov at leve særligt længe. De mindst aggressive overlevede derfor længst, og som tiden gik, blev der langsomt skabt en gruppe af langt fredeligere dyr end de oprindelige vilde ulve. Det er kendetegnende for de nulevende pariahunde, at de ikke løber særligt langt væk, når de føler sig truede. De holder sig altid på en vis afstand af beboerne i landsbyerne og flytter sig kun, hvis menneskene bliver mindre, end hvad den instinktive flugtafstand tillader. Og de flytter sig sjældent særligt langt væk. Den korte flugtafstand er en nødvendighed for et dyr, der skal overleve i nærheden af mennesker. Hvis en hund i et samfund er meget sky og dermed konstant på flugt fra mennesker, der lever i dens fødeniche, vil den bruge så mange kalorier på at løbe frem og tilbage fra fødekilden, at det slet ikke kan betale sig at være flyttet fra bushen til byen. Pariahundene flygter derfor ikke, men istedet sørger for at holde en vis afstand. Dermed forbruger de mindst muligt energi. På samme måde taler forskerne om, at protohundens flugtafstand med tiden blev mindre. I starten flygtede de måske, hvis et menneske kom på afstand af 100 meter. Og de løb sikkert langt væk, så langt at mennesket kom ud af syne, og faren syntes derfor overstået. Det må have resulteret i en masse løberi og en mængde brugte kalorier, der blev brændt af til ingen verdens nytte. De protohunde der hurtigst holdt op med at flygte langt væk, men i stedet nøjedes med at holde en sikker afstand til menneskene, brugte mindre energi end deres løbende kolleger. De forbrændte derfor ikke alt deres foder med det samme og kunne tilmed spise videre, mens de mere og nervøse typer gemte sig i nærheden. Fordelen blev endnu større, hvis flugtafstanden blev reduceret til et minimum. Jo længere tid der gik imellem protohundene blev nødt til at flygte, des lægere tid kunne der gå med at spise, sove og passe ordentligt på næste generation. Den fordel der lå i at ændre sin flugtafstand og dermed få mere mad end alle andre, gav sandsynligvis en større overlevelse og flere hvalpe. Der skete dermed en positiv og helt naturlig udvælgelse af de mindst sky hunde. Protohunden blev langsomt mere og mere tillidsfuld, indtil den tillod den ultimative nærkontakt med menneskeberøringen. Da mennesket kunne begynde at nærmere sig hundene og ligefrem røre ved dem, blev grundlaget for det fremtidige samarbejde lagt.

Hvad er protohunden for en slagsÆndring af udseendet

Det var ikke kun adfærden der forandrede sig i forbindelse med domesticeringen. Udseendet ændrede sig også, enten som en tilpasning til den nye livvstil eller til forandringer i klimaet. Ulve er perfekt tilpassede deres fødeniche: de har store tænder til at dræbe med, de er store og stærke, og de har en forholdsvis stor hjerne til at koordinere deres komplicerede samarbejde omkring jagten. Udfra tidlige knoglefund kan man se, at protohunden langsomt fik en mindre kropsbygning, den fik mindre tænder og et endnu mindre kranie. De tilpassede sig dermed perfekt til livet som protohund på møddingerne. Deres nye fødeniche krævede ikke lægere, at de var store og stærke, for de deltog ikke længere i jagte på store klassiske ulvebyttedyr. Da det er kaloriemæssigt dyrt at være stor, og da størrelse ikke længere var en afgørende faktor for evnen til at skaffe føde, blev protohunden langsomt mindre. Der var dog også grænser for hvor små hundene kunne blive. Hvis de blev for små i forhold til deres konkurrenter på møddingerne, kunne de ikke forsvare et tilstrækkeligt stort område til at kunne opretholde en levevis. Størrelse blev derfor på et tidspunkt stabiliseret, og hundene forblev den mellemstore type, der også ses hos vore dages pariahund.

Da protohundene ikke længere var jægere af storvildt, behøvede de ikke de store, kraftige tænder, der er karakteristisk for ulvene. Disse ændrede sig  derfor langsomt til de mindre tænder, der stadig er kendetegnende for vore moderne hunde. Livet i den nye fødeniche appellerede ikke i nær samme grad til et tæt samarbejde hundene imellem som livet i en ulveflok. Ulve overlever i høj grad på grund af deres veludviklede samarbejde under jagten, mens livet omkring en køkkenmødding og i nærheden af mennesker findt administreres af et enkelt dyr uden involvering af de øvrige flokmedlemmer. Det er derfor sandsynligt, at de tidlige hunde ikke længere levede med den stramme flokstruktur, der ses hos ulvene. Som pariahundene og dingoerne gør i dag, levede de et mere eller mindre solitært liv uden de meget tætte bånd og komplicerede strukturer, der kendetegner en ulveflok.

Da protohundene ikke længere behøvede at deltage i et kompliceret jagtsamarbejde, hvor der var brug for en stor hjerne til at koordinere jagten med, var der ikke længere grund til at investere de mange kalorier, der skal til for at opretholde en stor hjerne. Hundene behøvede ikke at have det enorme spektrum af adfærdsmønstre, der er nødvendigt for at en ulveflok kan fungere optimalt. Derfor blev protohundenes hjerner og dermed kranier langsomt mindre og mindre i forhold til deres krop. Resultatet ses tydeligt i dag. En ulv på 50 kg. har et større kranie end en hund på 50 kg.

 

Læs også Del 5: Fra protohund til hund