Når hunderacer uddør

Print Friendly

Når hunderacer uddørDEL 10 (sidste del):

Flere mere eller mindre renavlede hunderacer er imidlertid helt forsvundet for eftertiden. Nogle, da der ikke længere var behov for deres kunnen, og efterspørgselen efter dem derfor faldt. Andre, da deres racesærpræg blev bortavlet i forsøg på at skabe nye racer. Mange hunderacer er desuden kommet i problemer i forbindelse med krige og uroligheder i deres del af verden. Specielt blev mange racer udryddede i forbindelse med de to store verdenskrige, hvorunder det meste af det krishærgede Europa måtte opgive at fodre deres hunde i forsøget på at sikre mad nok til familien. Flere af de store europæiske hunderacer forsvandt fuldstændigt, eller de blev reduceret til et meget lille antal.

Turnspithundens sidste dage

Eksempelvis var der i årene op til Første Verdenskrig en hel række racer af bouvier-typen i Belgien og Frankrig. Disse lande blev desværre meget hårdt ramt af krigen, og en stor del af de lokale hunde døde, nogle af dem ved fronten eller under redningsaktioner, andre af sult. Kun den nu så populære bouvier des flandres og dens nære slægtning bouvier des ardennes overlevede krigen. De øvrige hunderacer er tabt for eftertiden. Et eksempel på en hunderace, der ikke længere opfyldte et formål og derfor forsvandt for eftertiden, er den såkaldte turnspithund (stegespydshunden), der levede i det attende århundredes England. Før disse hunde blev introducerede, blev kød på stegespyd drejet rundt af mennesker, hovedsageligt små drenge der blev beskyttet mod den voldsomme hede af et gennemvædet halmskjold.

Imidlertid begyndte man at bygge specielle stegespyd i umiddelbar nærhed af ildstederne i de velhavende køkkener, og man trænede hunde til at dreje dem rund. Det tog omking 3 timer for  en stor steg at blive tilpas gennemstegt, og hunden måtte dreje spyddet hundredvis af gange før den fik en pause. Hvis en hund stoppede op under udførelsen af sit forehavende, blev den slået og drevet videre af kokkene. Arbejdet var så opslidende, at man undertiden holdt 2 turnspithunde, så den ene kunde afløse den anden. Turnspithunden er blevet beskrevet således: “Ekstremt hjulbenet, så det ser ud som om den næsten ikke er i stand til at løbe, med lange kroppe og rimelige store hoveder. De har stærke kæber og er hvad kaldes “hårdt bidende”. Disse hunde har en særegenhed, idet de normalt har en hvid iris i det ene øje og en sort i det andet. De varierer i pelsfarve, men den almindeligste er blågrå med sorte pletter. Halen er normalt rullet op over ryggen.”

Trods alle dens lidelser overlevede denne sørgeligt misbrugte lille hunderace indtil omkring 1870, hvor den var blevet så sjældent, at de heldige ejere kunne leje dem ud på dagsbasis. Den sidste tilbageværende turnspithund hed Whiskey og er i udstoppet tilstand kommet på museum.